Vores sejre

Vores sejre

 

Aktivitetshus for piger og unge kvinder på Indre Nørrebro

 

Resultat: midler til at køre aktivitetshuset på Indre Nørrebro, herunder til en særligt pædagogisk uddannet koordinator, der er opsøgende på gaden og støtter de unge kvinder i at medskabe og køre aktiviteter i huset.

 

Hvem: 4 ungefællesskaber satte under en lyttekampagne fokus på de manglende frirum for piger og unge kvinder i bydelen: Ågårdens ungefællesskab m.fl., Street Society, Unge kvinder i Lundtoftegade og Unge i Centrum. 

 

Hvorfor: Pigerne og de unge kvinder oplever at kommunens klubtilbud ikke rummer dem og deres interesser. Drengene fylder meget og presser pigerne ud, som derfor i stedet for hænger ud på gaden og i vaskerierne. Desuden er kommunens aldersgrænse på 18 år begrænsende for visionen om et aktivitetshus, hvor piger og unge kvinder kan skabe læringsrige aktiviteter sammen og sikre et stærkt fællesskab. 

 

Hvordan: Pigerne og de unge kvinder definerede problemet og visionen og lavede så en strategi, der skulle sikre, at de blev hørt. De lavede magtanalyser for at finde ud af, hvem der havde indflydelse på dette område og holdt kaffemøder med politikere, der forstod deres behov. Foreningen Hjerterum kørte allerede et aktivitetshus for unge kvinder på Amager og havde fået doneret penge af en privat virksomhed, som de ville bruge på at åbne et aktivitetshus på Nørrebro. Hjerterum havde også i flere år forsøgt at få politikerne til at lytte, og det lykkedes at skabe momentum på tværs af gruppernes arbejde.

 

Hvornår: fra oktober 2020 til september 2021.

Flere idrætsfaciliteter på Ydre Nørrebro

Resultat: 11 mio. til en 11-mands fodboldbane på Ydre Nørrebro i bæredygtigt materiale

 

Hvem: 4 lokale ungefællesskaber stod sammen omkring deres fælles ønske om at få adgang til de eksisterende fodboldbaner: Nørrebro FF, Imam Ali-moskeens ungefællesskab, Street Society og RCYN.

 

Hvorfor: Ungefællesskaberne havde i flere år forgæves forsøgt at blive hørt og løb panden mod en mur, når de opsøgte de lokale platforme, der normalt giver mulighed for medindflydelse. De unge fællesskaber blev hverken taget alvorligt af kommunen, der forvalter banerne eller klubberne, der i forvejen sad på spilletiderne på de eksisterende baner. Og det på trods af, at de havde bygget stærke foreninger og burde have lige adgang.

 

Hvordan: ungefællesskaberne definerede visionen og fik hjælp af en arkitekt til at visualisere idéen om en forlængelse af Den Grønne Sti med plads til grønne tiltag og faciliteter til mange sportsgrene. De unge lavede - på egen hånd - en kort og kraftfuld video som kick-off af deres fælles arbejde, der skabte opmærksomhed omkring deres stormøde. På stormødet forpligtede 7 politikere sig på tværs af partierne sig til at støtte de unge i at lykkes med deres vigtige arbejde gennem deres pladser i Rådhusets udvalg for Teknik og Miljø og Kultur og Fritid. De unge blev efterfølgende inviteret til møder, hvor de sammen med de mest engagerede politikere og en byudviklingschef udpegede mulige områder på Ydre Nørrebro og bestilte budgetnotater.

 

Hvornår: fra august 2018 til september 2021.

 



 

 

Tryg Nørrebro station

 

Resultat: Ca. 10 mio. til optimering af bazargrunden, bedre belysning i området, samarbejde med DSB om at sikre erhverv under buerne og et trygt og grønt område omkring Lyngsies Plads.

 

Hvem: Medborgernes medlemmer, herunder især Kirken i Kulturcenteret og Lygten Skole og Børnehave.

 

Hvorfor: Nørrebro station var i borgernes øjne i forfald og området omkring stationen skabte stor utryghed for mange. Trygge gader var en af de tre mærkesager i Medborgernes første store lyttekampagne i foråret ‘17, hvor 30 lokale fællesskaber på Nørrebro og i NV deltog. Emnet dækker også over bandeaktivitet, men blev snævret ind til i første omgang at omhandle Nørrebro station, der var et godt symbol på den generelle forsømmelse af bydelen. 

 

Hvordan: En gruppe af interesserede borgere, der havde deltaget på træningerne og folk fra medlemsorganisationerne, blev samlet og der blev lavet research ved at spørge borgerne på og omkring stationen, omkring hvad de oplevede var de største problemer. De forskellige interessenter og aktører, der bestemmer over udviklingen af stationsområdet, blev afklaret og sagen blev lanceret til et stormøde i Nørrebrohallen, hvor lokalpolitikerne forpligtede sig til at samarbejde og flere borgere blev inviteret til et møde, hvor de kunne engagere sig i arbejdet. Vi definerede vores krav til de fire forskellige aktører, som også blev drøftet med de to relevante Lokaludvalg: DSB, BaneDanmark, Metroselskabet og Københavns Kommune og lavede magtanalyse. Kravene var:

 

  1. Varm og tryg belysning omkring Nørrebro Station og under højbanen – samtænkt med den øvrige belysningsplan for området.
  2. Etablering af offentlige toiletter ved stationen hurtigst muligt.
  3. Udsmykning af bropillerne ved Nørrebro Station, så det bliver et trygt byrum, der ikke inviterer til hærværk.
  4. Etablering af et torv på Basargrunden, der kan være et trygt, multifunktionelt samlingspunkt for kvarteret.

Et møde med DSB og Banedanmark førte til mere belysning og vi afleverede efterfølgende ca. 1400 underskrifter til teknik- og miljøborgmesteren på Rådhuset. Vi havde en hel skoleklasse fra Lygten Skole med, som afleverede fine tegninger af hvordan de drømte om at stationsområdet kunne se ud. Vi inviterede borgmesteren til at komme til fællesspisning med musik og mediedækning foran stationen for at vise, hvad det er for et fællesskab og liv, vi gerne ville skabe. Vi inviterede politikerne til mediedækket borgermøde på Lygten Station, hvor 100 borgere og 5 lokalpolitikere deltog.

 

Hvornår: foråret 2017 til juni 2019.

 

Showing 1 reaction

Please check your e-mail for a link to activate your account.
  • Lea Raymond
    published this page in Mærkesager 2021-11-17 12:15:56 +0100

Vær med Spred budskabet

get updates